Samlingskraft – Arrangement på Maglemølle

Arrangement om Maglemølle i Næstved

Ny Maglemølle bag murene

Næstved Bevaringsforening og Næstved Museumsforening har i 2023, under overskriften ”Samlingskraft” opnået støtte fra By og Land Danmark til et offentligt arrangement den 30. august 2023 kl.15.30-18.30 om industriarkitektur i Ressource Citys lokaler på Maglemølle
Industriarkitektur i Næstved
Omkring år 1909 var Maglemølle en af de største papirfabrikker i Europa og producerede halvdelen af alt papirforbruget i Danmark. Fabrikken flyttede til nye bygninger ved havnen i 1935-38 under navnet Ny Maglemølle. Om Ny Maglemølle Papirfabrik skrives der blandt anden i publikationen ”100 kulturmiljøer i Næstved Kommune” fra 2010:
”Næstved havn er markant ved at være etableret på én gang og ikke siden udvidet. Derfor er bygningsmassen hovedsageligt præget af tidstypisk byggeri i funktionalistisk stil, hvilket også er tilfældet for Ny Maglemølle Papirfabrik, der er tegnet af arkitekt Knud Henningsen og opført i 1937-38. Fabriksområdet er blevet udvidet ad flere gange med nye fabriksafsnit, kontorbygninger m.m. helt frem til 1990erne.”

Siden lukningen
Papirfabrikken lukkede endeligt 2012 og med det 137 års papirproduktion i Næstved. Siden lukningen er bygningerne delvist overgået til nye anvendelser administreret af Maglemølle A/S. I dag står tilbage hovedparten af de store betonsiloer og monumentale industribygninger, og den mangfoldighed af småbygninger, sidebygninger, passager og transportbånd, som fik hele industriområdet til at fungere som én organisme af produktion, oplagring, transport og afskibning.

Arrangementet
Hovedformålet er at skabe debat om Ny Maglemølle, så der skabes et mere nuanceret syn på anlægget og dets udviklingsmuligheder.
Hovedtaler ved arrangementet vil være Elif Tinaztepe, partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects, som sætter Maglemølle i perspektiv til tegnestuens omdannelse af ”Spinderierne” i Vejle, som på mange måder er sammenlignelig med Ny Maglemølle under overskriften: ”Hvordan bevarer vi stedets iboende kvaliteter i arbejdet med transformation og ombygning?”.
Elif Tinaztepe fortæller om tegnestuens arbejde med transformation af det eksisterende bygningsmiljø, gennem en række eksempler på ombygninger af både industri- og kulturhistoriske i ind- og udland bl.a. Spinderihallerne i Vejle og State Library i Victoria i Australien.

Program
15.30 Velkomst ved Næstved Bevaringsforening.
15.35 Oplæg ved Ressource City.
15.45 Oplæg om Ny Maglemølle i dag.
16.05 Rundgang på fabrikken.
17.05 Pause med kaffe/ vand/ kage).

Ca. 17.15 Oplæg om Spinderierne ved Schmidt Hammer Lassen Architects. Ca.18.00 Debat/spørgsmål.
Ca. 18.15 Afrunding/ Tak for i dag ved Næstved Bevaringsforening.

Arrangementet er gratis, men vi vil gerne have en tilmelding med deltagerantal sendt til kd.tk1732181094o@jko1732181094 Kontaktperson: Ole Kjærulff. Telefon: 2330 0932 Mail: kd.tk1732181094o@jko1732181094